Gode råd

I vores byggeproces har vi lavet en masse fejl. Det er første gang vi har bygget et hus og der har været en masse ting vi ikke engang har vidst, at vi burde spørge om eller forholde os til.

Derfor har vi lavet denne liste over små og store fejl og overvejelser, som måske kan hjælpe dig, der skal til at bygge.

 

Spots

Husk at spots skal sidde over midten af køkkenbordet, ikke i kanten. Så skygger man nemlig for sig selv.

 

Vandhaner i badeværelser

Husk at vandhaner i badeværelser skal være lange nok til at man kan have sine hænder under dem når man vasker dem. Ellers vil man støde fingrene ind i kanten af vasken.

 

Højde på vask

Husk at justere bordhøjde ned på vasken, hvis du sætter en høj vask ovenpå bordet i fx badeværelset. Ellers bliver det for højt.

 

Afløb i bryggers

Afløb i bryggers er for det meste lovpligtigt. Placér det lige foran vaskemaskinen, så man kan tømmefiltre og slanger direkte ned i det. Og ikke midt i den linje hvor man går hver dag.

 

Ventilationsvinduer

Hvis du vælger Ventilationsvinduet, så husk at bede om at få lagt en rem/frihøjde ind ovenpå vinduet. Ellers vil du ikke få plads til gardinstænger indeni vindueskassen, og så fylder gardinerne jo inden i rummet. Dette skyldes, at Ventilationsvinduerne åbnes indad.

 

Sokkelklinker

Hvis du har klinker op ad væggen i fx bryggers, så husk at regne dette med når der skal måles af til fx vaskesøjle. Ellers kan du blive nødt til at bygge en sokkel vaskesøjlen skal stå på, for at få plads.