Verdens – måske – mest bæredygtige hus ligger i Grenaa

Lone Hammer Sørensen lohs@amtsavisen.dk
 
Villa Grenaa har, som den første bygning i verden, opnået PEFC-certificering, for at være bygget af træ, der er fra bæredygtigt skovbrug. Foto: Lone Hammer Sørensen
 
 
Villa Grenaa kan nu prale af at være første bygning i verden, der har fået en særlig certificering for at være bygget af træ fra bæredygtigt skovbrug. Den hæder kom i hus fredag. Og parret bag huset håber snart på at få endnu en certificering, der slår fast, at huset ligger i den absolutte top af bæredygtighed og klimatilpasning.
 

Grenaa: Man kan ikke se det på huset, der ligger i den sydlige del af Grenaa og glimter sort i regnen. Men det er, formentligt, et af verdens mest bæredygtige byggerier. Faktisk kan man sige, at det bidrager til klimatilpasningen på den positive side, fordi huset vil komme til at producere el i overskud til andre.

– Ja, altså jeg skal ikke kunne sige, om der er nogle huse i Friland (økolandsbyen på Djursland, red.), der er ligeså bæredygtige. Og ja, selvfølgelig kan der også være hytter i Afrika, lyder det fra bygherre Dennis Friis Thaagaard, der fredag, samme tid som han slog dørene op for offentligheden i det 135 kvadratmeter store hus, modtog den såkaldte PEFC-certificering (Programme for the Endorsement of Forest Certification), der hædrer bygninger lavet af træ fra bæredygtigt skovbrug.

– Vores hus er det første i verden, der har fået den certificering, siger Dennis Friis Thaagaard, der fortæller om store vanskeligheder undervejs i projektet, fordi Villa Grenaa måtte træde sine egne og helt nye veje.

– Det var svært at finde bæredygtige materialer, og når vi endelig fandt dem, var de voldsomt dyre. Det var svært at få rådgivning, og det var svært at få testet. Derfor giver det heller ikke nogen mening at beregne kvadratmeterprisen her, fordi næste gang, man bygger et tilsvarende hus, vil det ikke være nær så dyrt, siger Dennis Friis Thaagaard, der selv er ejer og stifter af konsulentfirmaet Sustainor, der hjælper firmaer med at optimere bæredygtige CSR-tiltag i hverdagen.

Parret Louise og Dennis Friis Thagaard har brugt mange timer og mange penge på deres bæredygtige villa. Foto: Lone Hammer Sørensen

 

Villa Grenaa

Villa Grenaa, der formentlig er landets mest bæredygtige bolig, er opført på Ramskovvej 18 i det sydlige Grenaa.

Familien, der består af mor Louise Friis Thaagaard, far Dennis Friis Thaagaard og sønnen Falk Friis Thaagaard, flytter ind i den kommende weekend.

Bygherre på det 135 kvadratmeter store hus er ægteparret selv, og huset har været undervejs, idet familien købte grunden i 2012.

Hovedentreprenøren er Jakobsen Huse fra Galten.

Villaen har netop modtaget PEFC-certificering som den første bygning i verden, der er bygget af træ fra bæredygtigt skovbrug. Ejerne forventer at opnå bæredygtigheds-certificeringen, DGNB-certificering, enten i guld eller platin i den kommende tid.

Huset, der er bygget i sort træ, er i et plan med en stor træterrasse hele vejen omkring huset og med stort udhæng på ståltaget.

Det er ikke muligt at få oplyst, hvad huset har stået parret i, rent økonomisk.

Nu har ægteparret Thaagaard taget alle børnesygdommene og lavet et kæmpe forarbejde med deres grønne hus, og nu kan manualen til byggeriet bare kopieres. Ganske gratis, lyder det fra Dennis Friis Thaagaard. Foto: Lone Hammer Sørensen

 

Hus efter hans hoved

Derfor måtte han da også bygge sådan et bæredygtigt og klimavenligt hus.

– Ja, det kunne ikke være anderledes. Det er sådan, jeg er. Man kan sige, at min kone står for æstetikken og indretningen, mens jeg har stået for det bæredygtige, siger hus-ejeren, der fortæller, at grunden blev købt helt tilbage i 2012. Imens, huset tog form, har familien boet til leje, så der har ikke været voldsomt travlt med at få det færdigt.

– Først de seneste to år, hvor arkitekter og planerne, begyndte at blive så dyre, at nu skulle huset også se at blive færdig, er det gået stærkt, siger Dennis Friis Thaagaard.

Målsætningen var at bygge et sundt hus at bo i, og så skulle det ikke kun være bæredygtigt efter familiens egne regler, men efter den mest skrappe certificering indenfor bæredygtigt byggeri, nemlig den tyske standard DGNB, som nu er overtaget af EU og dermed Danmark. Der var bare ikke lavet en manual endnu.

Det har ægteparret Friis Thaagaard gjort nu, og alle kan få lov at kopiere den, ganske gratis.

– Det behøver vi ikke tjene penge på, mit firma Sustainor går fint i forvejen. Så folk kan bare kontakte mig eller holde øje med vores hjemmeside og Facebook, hvor manualen bliver lagt ud i nær fremtid, lyder det fra ham.

 

Lavt forbrug af kemi

Familien valgte sammen med hovedentreprenøren Jakobsen Huse fra Galten PEFC-certificeringen, der sikrer, at alt træ i huset stammer fra bæredygtigt skovbrug.

Huset har desuden et meget lavt forbrug af farlig kemi.

– Man kan slippe for medicin, hvis man lider af astma og allergi, siger bygherren.

Der er nemlig et meget sundt indeklima, fordi der er lerklinede vægge, næsten ingen plast og kontrol med indholdet af fuger og maling, ligesom vandsystemet er vitaliseret.

Energiforbruget er minimalt, og det stammer fra de utætte ventilationsvinduer – det er med vilje – og varmepumpen, der konstant sørger for at suge opvarmet luft ind gennem vinduerne. Energien bruges til at opvarme vandet i gulvvarmen samt det varme brugsvand. Indtil videre stammer en del af elforbruget af et mindre solcelleanlæg på taget. Familien kører Tesla og har et stort forbrug af grøn strøm.

Vandforbruget er også minimalt, da næsten alt vand fra brusere og badekar bliver renset og genbrugt i toiletter og vaskemaskine. Desuden opsamles vandet fra taget til udendørs brug, for eksempel havevanding.

Det grønne hus er holdt helt i sort. Sort træ, sort ståltag og sågar sorte tagrender og ditto nedløbsrør. Foto: Lone Hammer Sørensen

 

Stopfyldt til åbent hus

Til det åbne hus var der fyldt. Og det havde der været fra klokken 10.

– Altså vi havde regnet med alt mellem 30 og 300 personer, det er svært at sige på forhånd, hvor mange der vil dukke op, siger husejeren.

At pressen også var interesseret, kan ses af, at ud over denne avis var også Jyllands-Posten og TV 2 på besøg.

Et par fra Femmøller, Helle Sørensen og Bent Kjeldsen, var også på visit for at få inspiration til deres kommende grønne helårshus.

 

Der var åbent hus i Villa Grenaa fredag mellem klokken 10 og klokken 14, og det trak folk til fra begyndelsen til slutningen. Foto: Lone Hammer Sørensen

 

 

– Vi skal selv snart i gang med at bygge, så det er sjovt at se, hvordan andre har gjort. Meget af det er også smag og behag, jeg er for eksempel ikke så vild med taget, som er overdimensioneret, synes jeg, siger Helle Sørensen, og tilføjer, at de også skal have sort træ, sort tag og sorte vindueskarme.

– Men ikke sorte tagrender og nedløbsrør. De skal være blanke, har Bent bestemt. Det er et kompromis, vi har indgået, siger Helle Sørensen.

Louise Friis Thaagaard står for æstetikken i huset, mens Dennis Friis Thaagaard tager sig af det bæredygtige. Foto: Lone Hammer Sørensen

Håndværkere, arkitekter, venner og nysgerrige valfartede til Ramskovvej nummer 18 i Grenaa, hvor Danmarks formentlig mest bæredygtige hus nu ligger. Foto: Lone Hammer Sørensen

 

Træhuset på 135 kvadratmeter har ikke været let at bygge, så det blev så bæredygtigt og klimavenligt som muligt. Parret købte grunden i 2012. Foto: Lone Hammer Sørensen 

Læs den originale artikel her.